Hvordan slipper man fri fra tandlægeskræk?
Lider du af tandlægeskræk? Det er der desværre rigtig mange, der gør. Det skyldes ofte en dårlig oplevelse hos tandlægen tidligt i livet, og det kan gøre det utrolig ubehageligt at gå til tandlægen. For mange betyder det, at bare tanken om at gå til tandlægen kan fremkalde angst eller stress, og derfor er der mange, der helt eller delvist kvitter tandlægebesøgene. Det er rigtig ærgerligt, for regelmæssige tandlægeundersøgelser er vigtige, hvis du gerne vil sikre, at dine tænder forbliver sunde og fri for sygdomme og tandlidelser. Mange tandproblemer vil du slet ikke opdage på egen hånd, før det er for sent, og selv små problemer kan udvikle sig til alvorlige sygdomme i tænder og tandkød, hvis de ikke bliver opdaget og behandlet i tide.
Sådan hjælper du roen på vej
Heldigvis kan du faktisk blive tandlægeskrækken kvit. Det kræver samarbejde med en hensynsfuld tandlæge, der kan hjælpe dig til at slappe af både før, under og efter behandlingerne. Alt efter hvor voldsom din angst for tandlægebesøg er, kan det hjælpe at forberede sig hjemmefra. Meditér eller lav nogle åndedrætsøvelser, hvor du fokuserer på at have en dyb og rolig vejrtrækning, det får kroppen til at slappe mere af. Hvis det er rigtig slemt for dig, kan du eventuelt tage et lettere beroligende middel første gang du skal til tandlægen – bare sørg for, at du har nogen der kan følge med dig derhen og hjem igen. Tag noget rar og beroligende musik i ørerne både på vej derhen og eventuelt også under behandlingen, så du slapper bedre af.
Vi hjælper dig med din tandlægeskræk
Dernæst er det vigtigt, at du vælger en nænsom tandlæge, der aktivt kan hjælpe dig til at overkomme din skræk. I vores tandlægeklinik har vi stort fokus på tandlægeskræk og tager problemet alvorligt. Når du bestiller tid hos os, så husk at oplyse os om din frygt. Måske synes du, det er pinligt, men du er ikke den eneste der har det sådan, og så snart vi kender til din frygt, kan vi hjælpe dig med den. Når du ankommer til klinikken, sørger vi for at sætte dig grundigt ind i forløbet, og vi sætter så meget tid af til undersøgelsen, som du har brug for. Ved det første besøg undersøger vi dine tænder uden at behandle, og vi aftaler på forhånd med dig, hvad der skal ske, så du ikke bliver overrasket. Vi sørger så vidt muligt for et centreret behandlingsforløb, hvor alle tandbehandlinger foregår i trygge omgivelser på vores egen klinik.
I klinikken samarbejder vi desuden med en hypnotisør, der i mange år har hjulpet patienter med deres tandlægeskræk gennem hypnose og tankefeltterapi. Vi tilbyder gerne alle vores patienter med tandlægeskræk en behandling med hypnose her på klinikken. For mange har det vist sig at være en effektiv metode til at skabe positive forandringer – og mindske eller helt fjerne tandlægeskrækken.